Tjæreborg Industri skal levere Hobro Varmeværks nye flisfyringsanlæg med en indfyret effekt på 10 MW. Den afgivne varmeydelse afhænger af fugtindholdet i flisen og kan komme op på 13 MW, idet anlægget forsynes med en varmepumpe og røggassen nedkøles til omkring 20 grader.
Som noget nyt skal kondensatet bruges som spædevand til fjernvarmenettet. Derfor forsynes anlægget med et elektrofilter for rensning af røggassen, hvilket foruden forholdsvis ren røggas også giver få partikler i kondensatet fra røggasscrubberen. Kondensatet bliver efterfølgende reset yderligere i et special-filter ved brug af en membranteknologi.
Anlægget forventes idriftsat i efteråret 2017.
Kontrakten med Hobro Varmeværk passer godt ind i Tjæreborg Industris portefølje med træpille- og flisfyringsprojekter, idet projekterne i Hegnsvig og Løsning montagemæssigt er godt i gang, mens et nyt projekt for Uldum Varmeværk med udskiftning af en 2,4 MW fliskedel er i projekteringsfasen.