Tjæreborg Industri har netop modtaget en ordre fra Oksbøl Varmeværk på levering af et komplet 8,5 MW
fyringsanlæg til flis og haveparkaffald. Ordren, der er på den rigtige side af 50 mio. kr., omfatter både byggeri, maskin- og elanlæg opført i totalentreprise inkl. en ca. ½ km fjernvarmerørledning til det eksisterende varmeværk.
Anlægget bliver udstyret med den optimale teknologi bl.a. omfattende automatisk krananlæg, blandingsanlæg til forskellige brændselstyper, vandkølet trapperist, elektrofilter, glasfiberskrubbere og absorptionsvarmepumpe. Anlægget bliver utroligt effektivt, og varmen fra røggassen bliver udnyttet optimalt, således røggassen forventes at blive kølet ned til 12 ºC inden den ledes til skorstenen.
Byggeriet forventes at gå i gang omkring 1. oktober i år, og planen er, at der leveres varme fra anlægget til oktober næste år.